Jeg er uddannet parterapeut hos Jytte Vikkelsøe i Den Mytiske Hårknude metoden, har grunduddannelse fra C.G. Jung Instituttet og er sexolog.
Jeg er desuden under uddannelse som ADHD- og autismevejleder hos Videnscenter for ADHD og Autisme. Jeg har deltaget i seminarer i Process Work og er medlem af en faglig Process Work arbejdsgruppe, hvor vi arbejder med psykologiske processer.
Jeg holder mig i konstant faglig udvikling gennem løbende sparring med en kollega inden for Den Mytiske Hårknude metoden og Process Work. Al denne viden bruger jeg aktivt i mit arbejde.
Jeg arbejder nærværende, omsorgsfuldt og med oprigtig interesse for netop dig og din historie. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt, ikke-dømmende rum.
Jeg er empatisk og insisterende på at nå ind til sagens kerne for at opnå forandring. Jeg stiller mig på din side og står op for dig, der hvor du endnu ikke selv formår det.
Jeg har et blik for det potentiale, der er i dig, selv når du ikke selv kan se det. Og når det bliver svært, holder jeg retningen og engagementet oppe.